Når jeg laver mine byvandringer, lister jeg gerne små forklaringer ind på talemåder og ordsprog – f.eks.:
“Det går over stok og sten”
Ofte har folk troet udtrykket kom fra en stenet vej med rødder, der stak op alle steder og som man kom susende over i en rivende fart, – altså: Det går over stok og sten.
Men i virkeligheden stammer udtrykket fra det hastværk, man i sin tid synes folk kunne have, når de skulle male deres bindingsværkshus.
I Ringkøbing gav man sig nemlig god tid. Det ses på den gamle købmandsgård herover, der i dag er Hotel Ringkøbing.
Man gav nemlig STOKVÆRKET – altså træet i bindingsværket én farve og STENENE en anden farve. Altså ikke som dem, der havde så travlt, at de malede det hele i samme farve, så det gik over både stok og sten.